Artinfo.dk
Netmagazine om kunst

Fra tid til anden dukker ligestillings debatten op i Danmark. Diskussionen om kønsfordelingen blandt erhvervslivets spidser og professorerne på universiteterne fylder spalterne i dagspressen. I de senere år har der været en intens diskussion om kvindelige kunstneres muligheder for at slå igennem på kunstmarkedet i forhold til deres mandlige kolleger. Specielt efter Statens Museumsnævns undersøgelse fra 1989-1998 der viste, at blot 6,5% af de største danske museers indkøb af malerier i denne periode var af kvindelige kunstnere. Nye tal fra perioden 1983-2003 viser ifølge Kulturarvsstyrelsen, at 16,2 % af indkøbte værker er skabt af kvinder.

I 2003 arrangerede en række kvindelige kunstnere konferencen: "Før Usynligheden - om ligestilling i kunstverdenen", som skulle tage hul på problemet med de manglende indkøb af kvindelige kunstnere. Kvinderne bliver ikke blot snydt for den økonomiske gevinst ved salg. De får heller ikke mulighed for at indgå i kunsthistorien på lige fod med deres mandlige kolleger. Argumentet lyder således, at det er de ting, der er at finde i museernes udstillingssale og depoter, der ligger til grund for kommende generationer af kunsthistorikeres udlægning og forståelse af kunsthistorien. Det er derfor vigtigt at blive købt af de rigtige institutioner. På denne måde vil værkerne være tilgængelige for offentligheden, og konservering og opmagasinering er i gode hænder. I modsætning til dette, er privat salg ikke ens betydende med, at værkerne bliver bevaret på passende vis, og de er ikke synlige for historieskriverne.

De kvindelige kunstnere er naturligvis interesserede i at ændre det ulige forhold i museernes indkøb. Det store spørgsmål er, hvordan man gør det. Museumsdirektørerne har slået på, at de køber efter kvalitet og ikke skelner til køn. De vil til enhver tid købe det bedste værk, uanset om kunstneren er mand eller kvinde. Denne udmelding er svær at tilbagevise. Omvendt virker den som en rød klud i ansigtet på de kvindelige kunstnere, da den bliver opfattet som en åbenlys kritik af deres arbejde; en decimering af den kunstneriske kvalitet, som de mener deres værker besidder.
Det er svært ikke at medgive, at det ser underligt ud, at blot 6,5 % af de indkøbte malerier i en 10 årig periode er lavet af kvindelige kunstnere, set i lyset af det faktum, at kunstakademierne fostrer ligeså mange kvinder som mænd.
Følelsen af diskrimination er stor, og det bliver naturligvis ikke bedre af, at det er så svært at gøre noget ved problemet. For hvis mændenes kunst virkelig er bedre end kvindernes, så er det svært at forsvare at købe mere af det næstbedste. Det er rigtigt, at en stor del af de indkøb, der gøres af et museum, senere vil vise sig ikke at have den betydning, som man havde forestillet sig. Derfor er det rimeligt, at der skal købes et vist "overskud". Men hvis halvdelen af et museums indkøb er gjort for at opfylde en kvote, så vil det netop være denne kunst, der først vil blive pakket væk, når der skal ryddes op i depoter og arkiver. Selvfølgelig vil værkerne i en periode være tilgængelige for hver kvinde og mand med den omtale og anerkendelse det giver. Spørgsmålet er dog, om det er sådan man vil huskes. Som et kvote køb af kvinde kunst.
Og hvad er prisen for at gennemtvinge flere opkøb af kvinde kunst? Der må gå noget fra et andet sted, for pengene forbliver de samme. Det betyder, at der vil blive købt færre værker af mandlige kunstnere, med den risiko til følge, at et ikke umiddelbart indlysende talent er tabt for eftertiden. Bevares, der er så måske nok af tage af, med den overvægt der er i mændenes repræsentation.

Et andet dilemma er, at det ikke udelukkende er kvalitet, der bestemmer, hvem der er hot or not i nutidskunsten. Utallige andre faktorer spiller ind og nogle måske mere end kvalitetskravet.
Først og fremmest skal man være tilknyttet de rette gallerier. Gallerierne er som rockmusikkens managers. Har du en dygtig én af slagsen, går karrieren af sig selv. Galleristerne har de rette forbindelser, plejer dem, arrangerer udstillinger og præsenterer kunstnerne på messer i ind- og udland, så kunstneren ikke skal tænke på andet end at skabe kunst og evt. et image. Alt udenom er der et apparat, der tager hånd om. Det er derfor naturligt nok attraktivt, at komme til et af de store gallerier. Det er i virkeligheden dem, der sætter dagsordenen. Det er her museumsfolkene ser, hvad der rør sig på markedet. Det er herfra de får deres tilbud om køb. Det er også gallerierne, der rådgiver og sælger til de store samlere, så på den måde får de også en stor betydning for, hvad der kommer på det private marked.

Skal man gribe fat om ondets rod, skal man måske prøve at presse på overfor gallerierne, så de giver plads til flere kvindelige kunstnere. Tager man et kig på et par af de store københavnske galleriers hjemmesider og ser på forholdet imellem tilknyttede kvindelige og mandlige kunstnere, nulevende og afdøde, danske og udenlandske, fremkommer følgende resultat:
Galerie Mikael Andersen: Ialt 16 kunstnere, heraf 4 kvinder.
Galleri Christina Wilson: Ialt 10 kunstnere, heraf 2 kvinder.
Galleri Nicolai Wallner: Ialt 16 kunstnere, heraf 2 kvinder.
Galleri Asbæk: Ialt 38 kunstnere, heraf 14 kvinder.

Artinfo har spurgt et par af gallerierne, hvorfor de ikke har flere kvindelige kunstnere tilknyttet. Fordelingen kunne jo være tilfældig eller der kunne være gode forklaringer på, at der er færre kvinder end mænd.

Christina Wilson svarede følgende:

"Lige bortset fra at jeg har adskillige kvinder i kikkerten lige for øjeblikket, er spørgsmålet jo relevant.
Efter jeg har åbnet galleriet har jeg desværre også indset, at der ikke er særlig mange penge i kvindelige kunstnere. Kun i de kvindelige kunstnere, der arbejder med noget, der for mænd er nemt at identificere som kvindeligt, altså noget poetisk, noget eventyrligt, noget passivt. Desuden skal kvindelige kunstnere helst arbejde i traditionelle medier såsom maleri, eller tegning. Tegning er noget kvinder gerne må beskæftige sig med. Hvis de vælger andre medier, så er den typiske bemærkning fra mændene: "Jeg er ikke sikker på, at det holder", det vil altså sige: de er ikke sikre på at det holder rent kunstnerisk."

Fra Galerie Mikael Andersen svarede Mads Damsbo:

"Det korte svar på dit spørgsmål må blive, at det slet og ret er en tilfældighed. Hvis der alligevel er noget om, at mandlige kunstnere stadig er repræsenteret i større mål end kvinderne på museer og gallerier, er det måske fordi mandlige kunstnere i højere grad end kvinderne er fokuseret på deres karriere. Det er dog kun et gæt."

Kvinderne skal altså helst være traditionelle og være synligt kvindelige i deres udtryksform. Ellers er der simpelthen ikke et marked for deres kunst. Endvidere skal kvinderne fokusere på deres karriere i samme grad, som deres mandlige kolleger, hvis de vil slå igennem.

Et eget ansvar for den skæve fordeling ligger altså også hos kvinderne selv. Som i alle andre brancher, der til dels er styret af krav om kvalitet og økonomisk formåen, er der en nødvendighed i at omgås de rigtige mennesker og sørge for hele tiden at være med hvor det sker og blive eksponeret. Spillet kører videre på de bonede gulve, mens man er væk på f.eks. et års barselsorlov, og kunstnerens egen udvikling bliver, set udefra, sat i stå i en periode. Præcis ligesom livet på direktionsgangen, hvor fyringer og forfremmelser fortsætter, mens man er væk på barsel eller orlov. De "bløde værdier", som bliver mere og mere populære i disse år, kræver også mere tid i hjemmet. Tid, som koster på arbejdet og dermed karrieren.

Politiken referer d. 14/3-05 en ph.d. i organisation af Camilla Funck. Hun beskriver kvindernes dilemma på arbejdsmarkedet, hvor sene arbejdstider ikke harmonerer med et familieliv med børn. (...) "det er også mellem 17 og 19, det bliver afgjort, hvordan ansvar fordeles. Men det kan kvinder med børn ofte ikke leve op til, og derfor bliver de nemt kørt ud på et sidespor i karrieren".
Camilla Funck konkluderer endvidere at de, der sidder på magten, har en interesse i at opretholde opdelingen imellem kønnene og at det derfor er vanskeligt at gøre noget ved problemet.
Ovennævnte kan naturligvis ikke overføres direkte til kunstverdenen, for arbejdstiderne kan her gøres mere fleksible, og der er i nogle situationer en mulighed for at arbejde i hjemmet. Kernen i problemet er dog den samme. Manglende, eller mindre, tilstedeværelse på arbejdspladsen/kunstscenen, ændrer mulighederne for avancement og succes.
Succes i erhvervslivet, på universiteterne og andre steder kræver fravalg. En professor i jura og en kunstner med national og international succes kan på mange måder sammenlignes. Er alle kvinder klar til at lave disse fravalg? Er de ikke, må de sandsynligvis mange år fremover, acceptere en skæv fordeling af sol og vind. Ikke fordi de er kvinder, men fordi succes kræver fuld og hel tilstedeværelse.

Af Thore Hammer Eriksen