Artinfo # X
Den største af dem alle! I hvert fald den ældste.
Det er vel den mest præcise beskrivelse af kunstudstillingen
Biennalen i Venedig. Den første udstilling blev afholdt
i 1895 og har siden været holdt hvert 2. år, fraset
1. og 2. verdenskrig og en 3-årig pause fra 1990 til 1993,
hvor man ønskede at ramme de ulige år, så det
blev muligt at fejre 100 året i 1995.
Det må betegnes som klart fremsyn, at Venedigs bystyre med
borgmester Riccardo Selvatico arrangerede den første biennale
udstilling i Venedig. Til denne første af alle biennaler
kom der over 224.000 besøgende. I 2007 kom der 319.000
besøgende til den 52. biennale! De danske repræsentanter
på den første biennale var udvalgt af P.S. Krøyer,
som var blevet inviteret til at være dansk kommisær
af Riccardo Selvatico. P.S. Krøyer forstod den mægtige
nyskabelse han kunne blive del af, og deltog selv på biennalen
i 1895 sammen med Michael Ancher, Georg Achen, Niels Pedersen
Mols, Thorvald Niss, Ole Pedersen, Julius Paulsen, Lauritz Tuxen,
Kristian Zahrtmann og Viggo Pedersen. P.S. Krøyer deltog,
bortset fra 1905, på biennalen indtil sin død i 1909.
P.S. Krøyers død blev også afslutningen på
Danmarks deltagelse på biennalen i en lang årrække.
Hans engagement og drivkraft havde været nødvendig
for deltagelsen, og ikke før 1932 deltog Danmark igen.
I 1895 udstillede de inviterede kunstnere i den fælles hovedbygning
Palazzo Pro Arte i Giardini. Efter en ombygning i 1932, hedder
denne bygning i dag Padiglione Italia.

I 1907 startede byggeriet af de første nationale pavillioner
i Giardini. Hidtil havde kunstnerne været samlet i Palazzo
Pro Arte. Nogle kunstnere havde udstillet i fællesrum og
enkelte havde separatudstilling. Blandt andet P.S. Krøyer
i 1909. Efterhånden som antallet af deltagere steg, blev
der brug for mere plads. Belgierne var de første og de
eneste i 1907, til at opføre deres egen nationale pavillion.
Senere fulgte Ungarn, Tyskland og England i 1909, Frankrig og
Sverige byggede deres pavillion i 1912. Den svenske pavillion
blev dog overtaget af Holland i 1914.
I 1932 fik Danmark sin egen pavillion, tegnet af Carl Brummer.
Placeringen i Giardini parken, tæt på hovedindgangen
kunne ikke blive bedre. Det var ellers blevet besluttet, at der
ikke skulle bygges flere pavillioner i parken, så det er
utroligt, at Danmark fik lov til at bygge sin dér. Det
var Carl Brummer selv, der var i Italien og af Professor for Det
kongelige danske kunstakademi Wilhelm Wanscher, havde fået
opgaven at tale med biennalens generalsekretær Grev Maraini.
Sidstnævnte havde tilbudt en placering i yderkanten af parken,
men det var Wilhelm Wanscher og Carl Brummer ikke tilfreds med.
Resultatet blev, at Danmark fik lov at fjerne en lille serveringspavillion
og i stedet opføre den danske udstillingspavillion. I 1960
var det nødvendigt med en tilbygning og den opgave løste
kongelig bygningsinspektør Peter Koch.

I 1968 blev biennalen mål for studenteroprøret, og
den svenske pavillion blev omdannet til Oprørets pavillion
af de indtrængende provokatører. På den danske
pavillion udstillede Mogens Andersen og Frede Christoffersen,
men sidstnævnte valgte at tage sin udstilling ned igen,
og Mogens Andersen blev så Danmarks eneste repræsentant.
Op igennem årene har et stort udvalg af Danmarks bedste
kunstnere været repræsenteret på biennalen.
På den seneste udstilling i 2007 var Danmarks repræsentant
Troels Wörsel. I 2009 forsøger man et samarbejde de
nordiske lande imellem, og der bliver således ikke nogen
enkeltstående dansk repræsentation. I stedet forsøger
man at skabe et fælles nordisk projekt med kunstnerduoen
Elmgreen og Dragset i samarbejde med Norge, Sverige og Finland,
der normalt udstiller i den nordiske pavillion. Et initiativ der
allerede var på tegnebrættet i 1960, hvor man fra
dansk side alligevel valgte at gå enegang, og i stedet lavede
en tilbygning til den danske pavillion.
Venedig biennalen er mere levende end nogensinde. Udover Giardini
parken udstilles der også i Arsenalet, på tilstødende
øer og forskellige steder i Venedig by. Konceptet med en
tilbagevendende kunstbegivenhed har vist sig stærk og modstandsdygtig,
og vil bestå mange år fremover.