Artinfo # X

Den største af dem alle! I hvert fald den ældste. Det er vel den mest præcise beskrivelse af kunstudstillingen Biennalen i Venedig. Den første udstilling blev afholdt i 1895 og har siden været holdt hvert 2. år, fraset 1. og 2. verdenskrig og en 3-årig pause fra 1990 til 1993, hvor man ønskede at ramme de ulige år, så det blev muligt at fejre 100 året i 1995.
Det må betegnes som klart fremsyn, at Venedigs bystyre med borgmester Riccardo Selvatico arrangerede den første biennale udstilling i Venedig. Til denne første af alle biennaler kom der over 224.000 besøgende. I 2007 kom der 319.000 besøgende til den 52. biennale! De danske repræsentanter på den første biennale var udvalgt af P.S. Krøyer, som var blevet inviteret til at være dansk kommisær af Riccardo Selvatico. P.S. Krøyer forstod den mægtige nyskabelse han kunne blive del af, og deltog selv på biennalen i 1895 sammen med Michael Ancher, Georg Achen, Niels Pedersen Mols, Thorvald Niss, Ole Pedersen, Julius Paulsen, Lauritz Tuxen, Kristian Zahrtmann og Viggo Pedersen. P.S. Krøyer deltog, bortset fra 1905, på biennalen indtil sin død i 1909. P.S. Krøyers død blev også afslutningen på Danmarks deltagelse på biennalen i en lang årrække. Hans engagement og drivkraft havde været nødvendig for deltagelsen, og ikke før 1932 deltog Danmark igen.
I 1895 udstillede de inviterede kunstnere i den fælles hovedbygning Palazzo Pro Arte i Giardini. Efter en ombygning i 1932, hedder denne bygning i dag Padiglione Italia.

Udsigten fra Giardini, Venedig

I 1907 startede byggeriet af de første nationale pavillioner i Giardini. Hidtil havde kunstnerne været samlet i Palazzo Pro Arte. Nogle kunstnere havde udstillet i fællesrum og enkelte havde separatudstilling. Blandt andet P.S. Krøyer i 1909. Efterhånden som antallet af deltagere steg, blev der brug for mere plads. Belgierne var de første og de eneste i 1907, til at opføre deres egen nationale pavillion. Senere fulgte Ungarn, Tyskland og England i 1909, Frankrig og Sverige byggede deres pavillion i 1912. Den svenske pavillion blev dog overtaget af Holland i 1914.
I 1932 fik Danmark sin egen pavillion, tegnet af Carl Brummer. Placeringen i Giardini parken, tæt på hovedindgangen kunne ikke blive bedre. Det var ellers blevet besluttet, at der ikke skulle bygges flere pavillioner i parken, så det er utroligt, at Danmark fik lov til at bygge sin dér. Det var Carl Brummer selv, der var i Italien og af Professor for Det kongelige danske kunstakademi Wilhelm Wanscher, havde fået opgaven at tale med biennalens generalsekretær Grev Maraini. Sidstnævnte havde tilbudt en placering i yderkanten af parken, men det var Wilhelm Wanscher og Carl Brummer ikke tilfreds med. Resultatet blev, at Danmark fik lov at fjerne en lille serveringspavillion og i stedet opføre den danske udstillingspavillion. I 1960 var det nødvendigt med en tilbygning og den opgave løste kongelig bygningsinspektør Peter Koch.

Den danske pavillion i Venedig.

I 1968 blev biennalen mål for studenteroprøret, og den svenske pavillion blev omdannet til Oprørets pavillion af de indtrængende provokatører. På den danske pavillion udstillede Mogens Andersen og Frede Christoffersen, men sidstnævnte valgte at tage sin udstilling ned igen, og Mogens Andersen blev så Danmarks eneste repræsentant.

Op igennem årene har et stort udvalg af Danmarks bedste kunstnere været repræsenteret på biennalen. På den seneste udstilling i 2007 var Danmarks repræsentant Troels Wörsel. I 2009 forsøger man et samarbejde de nordiske lande imellem, og der bliver således ikke nogen enkeltstående dansk repræsentation. I stedet forsøger man at skabe et fælles nordisk projekt med kunstnerduoen Elmgreen og Dragset i samarbejde med Norge, Sverige og Finland, der normalt udstiller i den nordiske pavillion. Et initiativ der allerede var på tegnebrættet i 1960, hvor man fra dansk side alligevel valgte at gå enegang, og i stedet lavede en tilbygning til den danske pavillion.
Venedig biennalen er mere levende end nogensinde. Udover Giardini parken udstilles der også i Arsenalet, på tilstødende øer og forskellige steder i Venedig by. Konceptet med en tilbagevendende kunstbegivenhed har vist sig stærk og modstandsdygtig, og vil bestå mange år fremover.