Artinfo.dk
Netmagazine om kunst
Peterskirken, Det Sixtinske Kapel,
Michelangelo og Bernini. Navne og lokaliteter, som forbindes med
Rom. Men der er også et forum, som ikke hedder Romanum til
efternavn. Museet for Moderne Kunst ligger i Borgheseparken.
Historie og nutid.
Turister, pilgrimme og almindelige rejsende valfarter til Rom hvert eneste år i tusindevis for at opleve byens imponerende kunstskatte. Michelangelos dommedagsprofeti i Det Sixtinske Kapel har sikkert fortryllet adskillige i tidens løb, ligesom Peterskirken og de øvrige bygningsværker har bekræftet Den Katolske Kirkes magt gennem århundreder. Rom er en by, hvori historien og nutiden lever dør om dør. Den moderne kunst står ganske vist i skyggen af det historiske vingesus, men den er der. Uden for bymuren i udkanten af Villa Borghese ligger et imponerende palads, der huser Galleria Nazionale d'Arte Moderna.
Villa Borghese.
I enhver storby er der behov for et grønt område, hvor øjnene og i særdeleshed ørerne kan falde til ro. Ikke mindst Rom har brug for sådan et sted. Har man oplevet sceneriet ved lyskrydsene et vist antal gange, når scootere og biler eksploderer i en sønderrivende acceleration ved grønt lys, bliver behovet for lidt fred og ro nærmest eksistentielt.
Villa Borghese tilfredsstiller i betinget grad dette behov. Der er ganske vist veje, der krydser området med kørende trafik, men disse er ikke nær så trafikerede som den indre bys boulevarder. Man kan dog, mens man spadserer i sine egne tanker, pludseligt høre adskillige politisirener i den ellers fredelige park. En kortege dukker op med hylende, hvide køretøjer i front. I en centralt placeret limousine genkender man en profil, som man normalt ser på TV eller på forsiden af la Republica. Berlusconi er ude og føre valgkamp.
Romerne lever i Villa Borghese. Et dusin drenge spiller fodbold. Ikke uden talent. Drømmen om en karriere i blåt og hvidt lever usvækket. Et andet sted sidder fire ældre herrer og spiller kort med en entusiasme, som signalerer det velkendte romerske temperament. Dagligstuen er flyttet ud i det fri.
Galleria Nazionale d'Arte Moderna.
Den store danske billedhugger fra det 19. århundrede har fået opkaldt en plads efter sig. Piazza Thorvaldsen ligger i Villa Borgheses nordvestlige hjørne blot et stenkast fra det moderne kunstmuseum. Piazzaen virker dog i sin egenskab af bybusterminal en smule nedprioriteret rent æstetisk. Den udgør endestationen for Roms offentlige transport til området.
Til gengæld er der ikke noget beskedent over Galleria Nazionale d'Arte Moderna, som rejser sig imponerede, selv når det første indtryk er udsynet fra bakken på den modsatte side af Via delle Belle Arti. Fire kæmpemæssige dobbeltsøjler holder indgangspartiet på plads og får andre tilsvarende museer til at fremstå som småtterier. Indvendigt er der bogstaveligt talt højt til loftet. Såvel kunstnerisk som arkitektonisk.
Kunst fra to århundreder.
Det er naturligt, at den italienske kunst har en høj prioritet i museets samling. Ofte synes man at genkende kunstnere, som hører til blandt andre nationaliteter. Et eksempel herpå kunne være Antonio Fontanesi, som virkede i midten af 1800-tallet. Hans malemåde er forankret i noget, som man tidligere i kunsthistorien har set hos britiske malere som f. eks. John Constable. Der er en fransk tone á la Renoir hos Guiseppe de Nittis, der er repræsenteret med et trefløjet maleri, som forestiller stemningen omkring et hestevæddeløb i Boulogneskoven. Så befinder vi os med ét i Paris.
Det er dog ikke kun italiensk kunst, der befinder sig på vægge og gulv i museets store udstillingshaller. Der findes således fine værker af Van Gogh, Cézanne, Degas og Monet m. fl. Også i afdelingen med kunst fra det 20. århundrede er der arbejder af kunstnere udenfor Italien. Nogle af de mest iøjnefaldende: Pollack, Hartung, Moore, Klimt, Twombly, Mondrian og Duchamp med det berømte cykelhjul monteret på en taburet.
Alligevel er det naturligt, at der her også er en overvejende repræsentation af italienske kunstnere. Futurismen udgjorde et kunsthistorisk omdrejningspunkt i begyndelsen af 1900-tallet. Umberto Boccioni virkede i de år både som maler og ikke mindst som billedhugger. Samtidig med Boccioni var Modigliani, selv om han befandt sig i et helt andet motivisk leje. Morandi er der naturligvis, ligesom Giacometti med de langstrakte figurer i skulpturform.
Debutanter fra 1942 til 1964.
Da jeg besøgte Galleria Nazionale d'Arte Moderna, fandt en særudstilling sted med italienske kunstnere, der havde et fællestræk. Nemlig at de alle var debuteret i perioden 1942-1964. Disse udgjorde at godt billede på, hvor den italienske nutidkunst befinder sig. Maleriet trives og har det udmærket i Italien. Et godt eksempel herpå er en kunstner, som ganske vist døde i 1998: Mario Schifano, der er født i 1934, er alligevel en glimrende eksponent for den italienske kunst i dag.
MACRO.
Man skal udenfor murene for at opleve moderne kunst i Rom. En undtagelse er gallerierne, som oftest er gemt af vejen i sidegaderne omkring Piazza Navone. Man skal ligeledes ud på den anden side af byporten ved Piazza Pia, hvis man vil opleve den helt nye og aktuelle billedkunst. Det forgår i kunsthallen MACRO, som er beliggende i en sidegade til den kraftigt befærdede Via Nomentana. I et nedlagt bryghus i Via Reggio Emilia ligger udstillingsstedet. Man kan godt i første omgang tro, at man er gået forkert, da gaden mest har karakter af en gyde, men et banner på tværs et stykke nede bekræfter, at man er på rette vej.
MACRO er et godt sted at besøge, hvis man vil orientere sig i den italienske nutidskunst. Det koster kun 1 euro at komme ind, men det er en god idé at medbringe en parlør. Kustoder og det øvrige personale er sikkert fantastisk godt hjemme i det italienske sprog. Det lykkedes mig at finde én, der kunne forstå og tale engelsk, hvis jeg vel at mærke talte meget langsomt.
Galleria Nazionale d'Arte Moderna findes på adressen Via
delle Belle Arti 131 i Rom og har åbent hver dag undtagen
mandag 8.30-19.30. Entréen er 6,5 euro.
Udstillingen Debutto d'artista varer til 28. maj hvorefter den kan ses i Galleria d'Arte Moderna e Contemporanea i Bergamo fra d. 8. juni til d. 16. juli 2006.
MACRO Museo d' Arte Contemporanea Roma er beliggende på Via Reggio Emilia 54. Åbningstider: 9.00-18.30 hver dag (mandag lukket).